Bagudkompatibel PlayStation 4?

PS3-spil via streaming, siges det
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2013-02-18

Hvis rygterne omkring hardwaren i den kommende PlayStation 4 taler sandt, så er der groft sagt ikke den fjerneste chance for at maskinen vil kunne køre spil til PlayStation 3. Men skal vi tro Wall Street Journal, vil Sonys kommende konsol stadig have en form for bagudkompatibilitet. En noget utraditionel form.

WSJ skriver nemlig, at PS3-titler bliver tilgængelige på PS4 via streaming. Sony har som bekendt købt cloud gaming-tjenesten Gaikai, og der er tidligere blevet spekuleret i om den skulle benyttes til netop dette formål.

Detaljer, så som hvorvidt man skal købe sine gamle spil på ny, er der dog ingen af i skrivende stund. Men mon ikke vi kommer til at høre mere, når Sony (formodentlig) afslører PlayStation 4 natten til torsdag? Afsløringen kan du i øvrigt se lige her på siden.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage