Tyske Beyerdynamic, der har mere end 100 års historie som producent af mikrofoner og hovedtelefoner, og i mange årtier har været fast inventar i professionelle lyd- og tv-produktioner, har indgået et stort samarbejde med Sørby Esport i Slagelse.
Sørby Esport er en esportsforening med over 400 medlemmer, og med en meget stor online-del, der tæller spillere fra hele landet, imens de lokale kan boltre sig i et stort esportscenter, der inkluderer undervisning, camps og events, samt undervisningsforløb for skoler, institutioner og andre steder for børn og unge, der ønsker at integrere gaming i hverdagen og som en del af et konstruktivt undervisningsforløb.
Sørby Esport har taget skridtet videre og lavet et dedikeret netværk under navnet "Sørby Content Creators", hvor man hjælper unge talentfulde streamere og content creators på rette vej - og det er i den forbindelse, at man har indgået et samarbejde med Beyerdynamic.
"Med Beyerdynamic på holdet giver vi vores gamere og content creators adgang til lyd i verdensklasse - det betyder, at de kan fokusere fuldt ud på deres passion og præstere på højeste niveau, både i konkurrencer og når de deler deres univers med omverdenen," siger Mark Kristensen, leder af Sørby Esport
Beyerdynamic kom med deres første gaming-headset i 2007, MMX 300, der var bygget ud fra professionelle og hifi-orienterede standarder og anses stadig for at være et af markedets bedste.
"Vores MMX 300-headset bliver i dag brugt flittigt af både podcastere, gamere og streamere. Bevægelsesfriheden og den klare lyd giver brugeren mulighed for at levere sit bedste og fokusere på sin opgave frem for at skulle bekymre sig om teknikken og om det nu lyder godt hos modtageren. Derfor er vi også overbeviste om, at Sørby Content Creators vil få stor glæde af vores produkter, uanset om de kaster sig ud i nervepirrende digitale dueller, lytter til musikken eller holder kontakten med nye og gamle venner," siger Patrick Kirk Lock-Halvorsen, der er Sales Manager i Norden og Baltikum for Beyerdynamic.