Efter en uge fyldt med rygter og lækkede forsidebilleder bekræftede Ubisoft tidligere i dag, at det næste Assassin's Creed-spil ganske rigtigt handler om sørøvere og hedder Assassin's Creed IV: Black Flag.
Ved at ændre lidt på adressen til spillets officielle webside har nogle snedige fans fundet frem til en udgivelsesdato. Spillet udkommer tilsyneladende den 29. oktober, hvilket formodentlig er den amerianske udgivelsesdato. Værd at bemærke er også, at spillet ikke kun kommer til PlayStation 3, Xbox 360 og PC, men også til næstegenerationskonsoller (dog næppe på oktober-datoen).