Sim City lægger tungt pres på Origin-servere

Kø for at komme ind og ventetid på oplåsning af spillet
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2013-03-05

Det nye Sim City udkom tidligt i morges i USA, og interessen for spillet har sat EA's Origin-servere og spilserverne under hårdt pres.

Polygon skriver blandt andet, at mange brugere, der havde forudbestilt spillet digitalt, måtte vente i timevis på at det blev låst op, og at den efterfølgende download af spillet også gik i sløvt tempo.

Samtidigt skriver Rock, Paper, Shotgun, at en række spillere her til morgen oplevede at måtte sidde i kø i op til 30 minutter, inden spillets servere ville lukke dem ind.

Vi krydser fingre for at EA og Maxis får løst kapacitetsproblemerne, inden spillet udkommer i Europa på torsdag - for kan de ikke håndtere presset fra de mest ihærdige amerikanske spillere (Sim City blev låst op ved midnat, lokal tid), så bliver det næppe bedre, når et kontinent mere hopper på vognen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage