Warner Bros. ønskede at gå videre fra Henry Cavill som Superman før James Gunn ankom

Det ser ud til, at DC Extended Universe var indstillet til at blive revideret, selv før Gunn genstartede det som DC Universe.
Tekst: Ben Lyons
Publiceret 2025-06-20

Da James Gunn og Peter Safran overtog rollen som chefer for DC Studios hos Warner Bros., gik der ikke længe, før DC Extended Universe (som blev startet af Zack Snyder med Man of Steel) blev henrettet og lagt i graven. Det banede vejen for DC Universe, som for alvor begynder i juli med Superman, selvom Creature Commandos teknisk set startede det hele, og Peacemaker tilsyneladende vil fungere som bro mellem de to universer.

Uanset hvad så mange dette skift som grunden til, at blandt andre Henry Cavill blev smidt på porten som Superman, da Gunn og co. havde brug for en ny bærende figur til at opbygge deres nye univers omkring. Men det er måske ikke helt korrekt.

I et interview med Entertainment Weekly fortæller Gunn, at Warner Bros. allerede var i gang med at afskedige Cavill, før han og Safran blev hyret, og at der faktisk var planer om at finde en ny Clark Kent allerede inden Gunn besluttede sig for at lave The Suicide Squad (som havde premiere i 2021).

Gunn påstår, at Warner Bros. dengang ville have ham til at instruere en Superman-film, og at "det var endnu mere rodet end det er nu," samtidig med at han bemærker, at grunden til, at han ikke sagde ja dengang, var fordi han "ikke havde den særlige idé om, hvad den [film] skulle være."

Så selvom fremtiden nu byder på David Corenswet i det ikoniske kostume, bør vi ikke nødvendigvis bebrejde Gunn og Safran for, at Cavill ikke længere er stjernen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage