Stop Killing Games-underskriftindsamlingen er næsten i mål

Initiativet ønsker at tvinge spiludgivere til at være mere åbne omkring hvad der skal ske med online-spil på sigt.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-07-03

Vi er efterhånden blevet ret vant til, at spiludgivere lukker allerede lancerede titler og dermed gør projekterne reelt ubrugelige. Det er en almindelig praksis i moderne gaming, især for spil med omfattende onlineelementer, hvor projektet mister al relevans, når serverne lukkes. Udgivere har retten til at gøre dette, når det passer dem, men det er sjældent noget, forbrugerne ser positivt på - særligt når man har brugt sine hårdt tjente penge på et spil, der risikerer at blive værdiløst i fremtiden.

Derfor er initiativet Stop Killing Games blevet lanceret. Det er en underskriftsindsamling, der har til formål at "challenge the legality of publishers destroying video games they have sold to customers," og fans har været hurtige til at vise deres støtte til bevægelsen. I skrivende stund nærmer underskriftsindsamlingen sig én million, hvilket vil bringe den tæt på sit mål om at lægge pres på Europa-Kommissionen for at håndhæve en lov, der "will both protect consumer rights to retain video games that customers have purchased and advance preservation efforts massively."

Da Storbritannien ikke længere er en del af EU, findes der også en britisk underskriftsindsamling, som skal tages videre til Parlamentet. Denne havde et mål om at nå 100.000 underskrifter, og har allerede passeret dette med 124.000, hvilket betyder, at Parlamentet nu skal tage stilling til, om sagen skal behandles i en debat. Den britiske regering har dog endnu ikke meldt ud, hvornår en sådan debat eventuelt finder sted.

Underskriftsindsamlingen i Storbritannien har frist den 14. juli, hvilket formentlig også gælder for den europæiske. Afslutningsvis lyder det fra Stop Killing Games-initiativet: "If you wish to prevent video games from being destroyed so no one can ever play them again, please tell others about these initiatives!"

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage