Selvom de uddøde for millioner af år siden, så lever dinosaurerne videre i populærkulturen. Faktisk er der så meget bid i fortidens kæmper, at de stadig formår at fylde biografer verden over.
I onsdags udkom Jurassic World Rebirth, og med samlede $318,3 millioner i indtægter henover weekenden var det ugens mest indbringende film.
Ser man på tværs af regioner var den internationale åbning (alle lande minus USA) årets næststørste. Der var også tale om årets bedste åbning for en Hollywood-film i Kina.
Ifølge The Hollywood Reporter har filmen, som blandt andet har Scarlet Johansson på rollelisten, dermed fået en langt bedre start, end hvad producenten bag, Universal, realistisk set havde turde håbe på.