Det går bestemt ikke stille for sig for tiden hos Unknown Worlds, der er kendt for dykkerspillet Subnautica.
I sidste uge blev hele studiets lederskab og stifterkreds smidt på porten af sydkoreanske Krafton, der i stedet gjorde en af hovedmændene bag The Callisto Protocol til ny direktør.
Nu er der så igen nyheder fra studiet, og de er heldigvis af knap så dramatisk slags.
I en pressemeddelelse afslører Unknown Worlds, at Subnautica nu er tilgængeligt på iOS og Android. Prisen lyder på 67,50 kroner, men så får du også adgang til hele spillet uden mikrotransaktioner, reklamer og det typiske mobilfnidder.
Hvornår det længe ventede Subnautica 2 kommer i Early Access, vides endnu ikke.