Sony er selvfølgelig stærkt repræsenteret på årets GDC-messe, det samme gælder Gamereactor. Chris Norden, Sonys senior staff engineer kunne her fortælle lidt mere om hardwaren og især controlleren til den kommende PlayStation 4.
DualShock 4-controlleren kan nu oplade, mens PS4-konsollen er på stand-by, og så byder den på en mindre deadzone (området, hvor sticksene ikke registrerer inputs), hvilket er rigtigt godt nyt, hvis du spørger denne signatur. Xbox 360-controlleren har længe været DualShock 3 overlegen alene på det punkt, når det kommer til registrering af finere bevægelser. Både L1 og R1-knapperne er denne gang digitale, og måske vigtigst af alt: alle konsoller vil inkludere et headset.
Det virker helt enkelt som om Sony har skelet til Xbox 360 og taget de ting, som de mente var fornuftige.
Det bliver også muligt at have to navne på PS4: et "gamertag" og et af slagsen baseret på ens rigtige navn.
PS4-systemet kan (som tidligere beskrevet her) dele dine spiløjeblikke direkte og vil ligeledes optage dine sidste minutters spil, uanset om du vil det eller ej. Så hvis du fortryder, at du ikke fik optaget et gyldent øjeblik, er du dermed sikret. Udviklerne behøver ikke implementere funktionen, den er standard.
Gode nyheder?