Noget af det mest spændende ved spionfilm, hvad enten vi snakker James Bond eller parodier som Johnny English og Austin Powers, er agenturet, hvor de hemmelige agenter trænes og udstyres med de nyeste gadgets.
Det er altid spændende at se, hvilke dødelige og skøre gadgets efterretningstjenestens forskruede hoveder har lavet til vores hovedperson, og samtidig observere alle de travle personer, der arbejder for "rigets sikkerhed."
Nu kan du selv få lov til at drive dit eget hemmelige agentur i det kommende spil Quartermaster, og det kræver ikke engang en sikkerhedsgodkendelse.
Spillet lader dig træne dine egne James Bond-inspirerede superagenter, og, vurderet ud fra spillets tone og stil, virker det til, at udviklerne fra Cherrypick Games har ladet sig inspirere af den fremragende Two Point-serie, hvis seneste kapitel er Two Point Museum.
Quartermaster står til at udkomme i første kvartal af 2026. Du kan se mere til spillet på dets Steam-side.
