Japanske FromSoftware gik med Dark Souls fra 2011 fra at være en respekteret, men også i Vesten relativt ukendt udvikler, til pludselig at være et af de studier, hvis mindste træk fik massiv opmærksomhed.
Vi ved med sikkerhed, at studiet for tiden arbejder på det Switch 2-eksklusive The Duskbloods, men kan det virkelig være alt, som det pusler med?
Nej, er svaret, hvis man skal tro det seneste rygte fra MP1ST. Mediet skriver, at FromSoftware i øjeblikket er i "advanced stages of production" på et multiplatform spil med kodenavnet FMC, der efter planen udkommer "no later than next year."
Ifølge mediet er det mest sandsynlige scenarie, at der er tale om en remaster af Dark Souls III eller et nyt kapitel i Armored Core-serien.
Måske vi bliver klogere på næste måneds Gamescom, der traditionelt set er højtid for store annonceringer.