Særligt på PC er city-building genren ret populær, så man må gøre noget ekstra for at skille sig ud.
Det må man sige, at udviklerne fra Stray Fawn Studio har gjort, for deres netop udgivne The Wandering Village har en yderst interessant gimmick.
Fremfor at skulle bygge sin by på den faste landjord, foregår det hele på ryggen af et gigantisk dinosaur-lignende dyr. Da dyret langsomt bevæger sig fremad, vil du blive udsat for forskellige klimatiske zoner, der stiller nye krav til din by og dens indbyggere.
Spillets koncept og artstyle giver lidt Studio Ghibli-vibes, hvilket jo aldrig er en dårlig ting, og der er endda en historiedel at spille sig igennem.
The Wandering Village har tidligere været tilgængeligt i Early Access, men kan nu fås i version 1.0 til PC, Nintendo Switch, Xbox og PlayStation.
