En ny undersøgelse fra GEM Partner viser interessante demografiske data omkring japanske spillerne af Nintendos mest populære spil.
My Nintendo News har viderebragt de relevante data, og hvor det viser sig, at kønsfordelingen for de fleste Nintendo-serier er ret lige, så stikker en enkelt serie ud - mon du kan gætte, hvilken en det er?
Inden du får svaret, så kan det også konstateres, at den gennemsnitlige Nintendo-spiller ifølge undersøgelsen er 30 år. Det yngste publikum har Splatoon med en gennemsnitsalder på 27 år, mens Animal Crossing og The Legend of Zelda har en gennemsnitsalder på 35 år.
Det hører dog med til historien, at de adspurgte spillere havde en alder mellem 15 og 69 år, hvorfor eksempelvis en spilserie, som Pokemon, der utvivlsomt har mange helt unge spillere, ender med en noget misvisende gennemsnitsalder på 32 år.
I alt deltog 180.000 personer i undersøgelsen, og mere interessant er måske kønsfordelingen. I alt har japanske spil (undersøgelsen så også på andet end Nintendo-serier) en kønsfordeling, der hedder 75:25 med overvægt til mænd.
Nintendos spil har dog en bredere appel, og for Pokémon og The Legend of Zelda hedder kønsfordelingen 60:40, mens der faktisk var et lille overtal af kvindelige spillere (55:45), når det kommer til Kirby-serien.
Mest "kønnet" var Animal Crossing-serien, der havde en kvindelig overvægt på 75:25, mens Mario-serien havde lignende tal med omvendt fortegn - 70% mandlige spillere versus 30% kvindelige.