Et nyt Lego Batman-spil kunne snart blive afsløret - og det skulle være i samme stil som Lego Star Wars: The Skywalker Saga.
Det er i hvert fald, hvad Lego Game News hævder på sociale medier (tak til Insider Gaming). Ifølge dem kommer der et Lego Batman-spil i samme stil som Skywalker Saga'en i foråret 2026. Spillet vil ikke være knyttet til den originale Batman-trilogi, men skulle indeholde en kæmpe Gotham City, hvor man frit kan udforske forskellige områder.
<social>https://x.com/LEGOTtNewsI/status/1954565600816107616</social>
Den samme kilde fortæller også, at der tidligere var planer om andre spil i samme stil som Skywalker Saga. Blandt andet en stor samling af Harry Potter-historier, men det projekt blev opgivet allerede i pitchfasen. Derudover blev også et Marvel's Guardians-spil og et Lego Disney-spil droppet.
Det skal understreges, at dette ikke er en officiel kilde, så man bør tage oplysningerne med et gran salt. Til gengæld hævder Lego Game News, at vi muligvis får en officiel afsløring til Gamescom Opening Night Live, som løber af stablen i næste uge.