Rygte: Resident Evil Requiem har kampe der ligner The Last of Us og spillet er en slags afsked med Leon

Er det på tide at sige farvel til den ikoniske karakter for nu?
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-08-15

Den kendte insider Dusk Golem har en lidt svingende track record, men nu er han på banen igen, og det sker få dage inden Opening Night Live den 19. august, hvor Capcom har lovet at vise Resident Evil Requiem frem på ny.

Det er allerede bekræftet, at vi frit vil kunne skifte mellem første- og tredjepersonsperspektiv under spillet. Ifølge rygterne bruger titlen også samme teknologi til at gengive hår som i det kommende Pragmata - samt et nyt lyssystem, der skal spille en større rolle i spillets overordnede design. Resident Evil-serien har jo tidligere bevist, at uhyggelige stalkere som Mr. X (Resident Evil 2), Nemesis (Resident Evil 3) og Lady Dimitrescu (Village) kan få pulsen til at stige, og også her skulle der være sket forbedringer, med en ny AI, der reagerer unikt og intelligent i realtid for at skræmme os som aldrig før.

Desuden hævdes det, at vi kan bruge køretøjer i de større, åbne områder omkring Raccoon City, og at Leons kampsystem på mange måder minder om det i The Last of Us: Part II. Det kan betyde mere dynamiske kampe, hvor miljø og situation spiller en større rolle for, hvordan kampene udspiller sig. Det skal dog understreges, at Capcom ikke har bekræftet Leons tilstedeværelse, selvom han oprindeligt var tiltænkt som hovedperson - noget, der i sig selv er bemærkelsesværdigt. Dusk Golem påstår desuden, at dette vil være Leon S. Kennedys "last major role" i Resident Evil-serien.

<social>https://twitter.com/AestheticGamer1/status/1955309595418890576</social>

Alt tyder på, at spillet bliver delt mellem to karakterer - hvor Leon sandsynligvis står for de mere actionprægede sekvenser, mens Grace skal løse en række fysikbaserede gåder. Om oplysningerne holder vand, og hvor meget vi får at se næste uge, må tiden (og en god portion salt) vise.

Raccoon City Police Department.. väcker minnen, inte sant?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage