Blizzard har afsløret både præmiepulje og nærmere detaljer om point, ligaer og formater til deres stort anlagte Starcraft II-verdenmesterskab, World Championship Series.
Gennem den kommende sæson, der så småt er i gang og slutter ved BlizzCon i november, vil spillere fra hele verden kæmpe om i alt $1,6 millioner (cirka 9 millioner kroner), mens førstepræmien ved finalen lyder på $100.000 (cirka 566.000 kroner).
Kvalifikation til finalen foregår gennem de lokale ligaer MLG i USA, ESL i Europa og GSL i Korea, hvor sejre er lig med vigtige kvalifikationspoint. Mere info finder du på Battle.net.
Sidste år kørte Blizzard deres Starcraft-verdensmesterskab som en særskilt turnering, der ikke havde forbindelse til de øvrige store Starcraft-turneringer. Men fremover skal WCS afholdes i tæt samarbejde med resten af e-sportsmiljøet, i stil med måden League of Legends-udviklerne Riot Games støtter deres spil.