Efter syv lange år er Hollow Knight: Silksong endelig på vej mod målstregen. Mange har undervejs spurgt sig selv - og til tider frygtet - hvorfor det har taget så lang tid. Ifølge Team Cherry handler det udelukkende om ambitioner: Målet har hele tiden været at skabe en efterfølger, der mindst kunne leve op til originalen.
I et nyt interview med Bloomberg fortæller medstifter Ari Gibson, at den kreative proces nogle gange blev en fælde. "Everything I drew had to go into the game. And if I didn't stop sketching, it would've taken 15 years to finish," forklarede han. Det, der begyndte som et stykke DLC til 2017-spillet, voksede hurtigt til et massivt, selvstændigt projekt. Da Silksong i 2019 officielt blev annonceret som en fuld efterfølger, eksploderede forventningerne - og samtidig voksede spillets omfang: flere byer, sværere bosser og en endnu tættere og mere indviklet verden.
Team Cherry valgte samtidig ikke at udvide studiet, af frygt for at ødelægge den kreative balance, der gjorde Hollow Knight til en succes. Den beslutning betød, at udviklingen tog meget længere end først forventet. Ifølge udviklerne var Microsofts løfte om en 2022-lancering faktisk realistisk dengang - men projektet blev ved med at vokse.
Forsinkelsen har dog langt fra svækket interessen. Hollow Knight har nu solgt over 15 millioner eksemplarer, og Silksong troner som det mest ønskede spil på Steam. Forventningerne kan næsten ikke blive højere - og nu begynder nedtællingen endelig. Den 4. september sker det.
Glæder du dig til at dykke ned i Silksong?