Flotte grafiske effekter og gigantiske spilverdener er alt sammen fint. Men de fleste af os kan nok blive enige om, at Rockstars helt store es i ærmet altid har været deres næsten absurde evne til at fange selv de mindste detaljer.
Med Grand Theft Auto VI sigter de tydeligvis efter et helt nyt niveau af detaljer, et niveau der kan redefinere, hvad vi overhovedet mener med "open world" og "interaktion". Det handler ikke bare om små visuelle forbedringer. Tænk på alle de systemer, vi så i Red Dead Redemption II - alt fra hestens testikler, der reagerede på kulden, til hvordan sneen formede sig under fødderne.
Ifølge insidere er det præcis den slags detaljer, vi kan forvente i GTA VI - bare skruet helt op til elleve i klassisk Spinal Tap-stil. VGTech rapportere, at spillets vand- og dynamiske effekter vil være på et niveau, vi aldrig har set før. Fra oversvømmelser til storme og orkaner, der aktivt påvirker gameplayet, til muligheden for rent faktisk at surfe i spillet.
Og det mest vilde? VGTech hævder, at Rockstar har brugt mellem 200 og 300 millioner dollars alene på at simulere vand. Det er kun en brøkdel af spillets samlede, påståede budget, men stadig en fuldstændig vanvittig sum. Hvis det passer, er det helt mindblowing - og med under et år til lancering kan nedtællingen officielt begynde.
<social>https://x.com/GAMERNEWSonX/status/1959924545315381664</social>