Det er tydeligt, at Sonic Team og Sega mener det alvorligt med deres kommende racertitel Sonic Racing: Crossworlds, der allerede fra start ser ud til at være pakket til randen med karakterer, baner og gæsteoptrædener.
Blandt de sidstnævnte finder vi Creeper (Minecraft), Ichiban Kasuga (Like a Dragon: Infinite Wealth) og Joker (Persona 5) samt ikoner som Pac-Man og SpongeBob. Men i modsætning til Sonic-karaktererne, der hele tiden skændes og kommer med spydigheder, er gæsteracerne tavse.
I et interview med Destructoid forklarer Sonic Team-chef Takashi Iizuka, hvorfor de har valgt den tilgang. Han påpeger, at det ville være både omfattende og juridisk kompliceret at gøre det anderledes:
"In this game, there's a lot of interactions between characters, so if we include voices for the guest characters, that will mean a lot of interaction between them and Sega characters. The scope of the review that we'll have to ask the external companies will become very large. We didn't want to make it difficult for the external company. So that's, I guess, the reason why we decided not to be."
Han tilføjer, at spillets primære fokus er på Sonic-karaktererne, hvilket også har gjort, at gæsteoptrædenerne er blevet nedprioriteret.
Hvad tænker du om den forklaring? Betyder det noget for dig, om kørerne kan tale eller ej - og virker det ikke lidt mærkeligt, at normalt snakkesalige figurer som Ichiban og SpongeBob pludselig ikke siger et ord under løbene?