Capcom CEO Haruhito Tsujimoto har fortalt, hvordan den høje pris på de nuværende konsoller har været med til at begrænse salget af Monster Hunter: Wilds.
Nu er der noget, der tyder på, at det kommende Resident Evil Requiem, der foreløbig er annonceret til PC, PS5 og Xbox Series X, også bliver gjort tilgængelig til markant billigere hardware.
Ifølge Nintendo Everything har leakeren Dusk Golem, som specialiserer sig i Resident Evil, "hørt," at Resident Evil Requiem også skulle være på vej til Nintendo Switch 2 og PlayStation 4.
En Switch 2-version vil bestemt ikke være nogen overraskelse, men at spillet også skulle komme til den snart 12 år gamle PlayStation 4, skal vi næsten se, før vi tror det.
Resident Evil Village fra 2021 kører dog fint på Sonys gamle hardware, og skruer man nok ned for effekterne, kan det samme måske godt blive tilfældet for Requiem.
Tiden må vise, hvilke platforme Resident Evil Requiem udkommer til ved lanceringen den 27. februar 2026.