Arbejdet med The Witcher 4 skrider febrilsk frem hos CD Projekt Red, men det betyder ikke, at studiets anden store franchise - Cyberpunk - er sat på pause. Tværtimod. Den dystopiske gryde bobler allerede, og præproduktionen af det kommende Cyberpunk 2 er i fuld gang. Fans må dog væbne sig med tålmodighed, for spillet - tidligere kendt internt som Project Orion - forventes først at se dagens lys efter 2029.
Hvad vi kan forvente af efterfølgeren, står endnu hen i det uvisse. Ingen historieelementer, karakterer eller gameplaydetaljer er afsløret. Men én velkendt stemme har allerede ytret sig: Keanu Reeves. Skuespilleren, der for alvor satte sit præg på Cyberpunk 2077 som Johnny Silverhand, har åbent fortalt, at han mere end gerne vil vende tilbage i rollen.
"Absolutely. I'd love to play Johnny Silverhand again."
Om det er muligt, afhænger helt af, hvilken af Cyberpunk 2077's mange slutninger CD Projekt Red i sidste ende anser for kanon. Det har studiet endnu ikke afklaret, og det gør Silverhands fremtid usikker. Én ting er dog sikkert: Begejstringen for Keanu Reeves er enorm - og fansene håber brændende at se ham igen i Night City.
Kan du forestille dig byen uden ham?