Da Square Enix for et år siden annoncerede, at de ville droppe eksklusive konsoludgivelser og i stedet satse på multiplatform-lanceringer, begyndte rygterne straks at svirre om, at både Final Fantasy VII: Remake og Final Fantasy XVI ville finde vej til Xbox. Det viste sig at holde stik - og en af de tidligste og mest troværdige lækager kom fra NateTheHate.
Nu er han på banen igen, denne gang på Reddit (tak til Pure Xbox), hvor han udtaler sig om efterfølgeren Final Fantasy VII: Rebirth:
"Rebirth is coming to Switch 2 and Xbox in 2026. So... you'll get your answer as to how it runs on Switch 2 next year. With some well utilized DLSS, SqEx can deliver Rebirth on SW2."
Der er stadig ingen officielle datoer, men under Gamescom blev det rapporteret, at Square Enix har gjort et rigtig godt stykke arbejde med Switch 2-versionen af Remake. Forhåbentlig kan de holde niveauet med Rebirth. Da tredje del ikke forventes at lande før om et års tid, er der tilmed håb om, at den udkommer til alle platforme samtidig.