Tilbage i foråret kunne vi rapportere, at adskillige kilder havde slået fast overfor os, at Microsoft var i fuld gang med at trække sig fra det skandinaviske retail-billede. Dengang betød det helt konkret, at du ikke længere ville støde på udstillinger eller større fremstød dedikeret til at sælge fysiske Xbox-konsoller i butikker i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Men som flere af jer pointerede kort derefter, så lader dette også til at gælde for online-salg. På Microsofts egen hjemmeside er hverken Series X eller Series S på lager, og sådan har det været meget, meget længe.
Microsofts primære partnere på det danske elektronikmarked, Elgiganten, Power og andre, sidder i samme situation, og særligt Series X lader til at være helt forsvundet. Pricerunner lister ingen centrale butikskæder, og Elgiganten har ikke haft den på lager i lang tid heller.
Og nu hvor vi er ved Elgiganten, så rakte vi ud til dem, og spurgte hvorfor Series X ikke er på lager, selvom det stadig er en aktiv konsolplatform. De svarede følgende:
"Det er korrekt, at Xbox Series X-konsollen er svær at få fat i for tiden og vi har desværre ikke nogen bekræftet dato for hvornår den bliver tilgængelig hos os igen."
Vi har også spurgt Power, og de siger, men ulig Elgiganten er de villig til at pege på Microsoft som værende årsagen til den mangelfulde tilstedeværelse:
"Du har helt ret i, at Xbox Series X i øjeblikket ikke er tilgængelig hos os. Årsagen til dette ligger dog hos producenten, som styrer distributionen af konsollen i Norden. Jeg vil derfor anbefale at tage kontakt direkte til producenten, da de bedst kan give dig den fulde forklaring."
Vi har i adskillige gange rakt ud til Microsofts presseansvarlig i Norden, dog uden at få svar, og det til trods for at vi sidenhen har modtaget andre pressematerialer og henvendelser, så det lader ikke til at de ønsker at tale åbent om beslutningen for nu.
Vi opdaterer nyheden med nyt, skulle vi få sådan en udtalelse.