Ny undersøgelse afslører hvorfor nogle spiller med omvendt (eller "inverted") styring

Og nej; det er ikke helt som du tror.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-09-22

Du kender sikkert følelsen: Du griber controlleren for at spille Call of Duty, Fortnite eller Halo - og opdager straks, at styringen slet ikke passer dig. Den særling, der spillede før dig, har slået "inverted" til (eller fra), og pludselig føles alt helt forkert.

Hjernen går nærmest i baglås, og spillet bliver næsten umuligt at styre. Men hvorfor foretrækker nogle spillere den ene indstilling frem for den anden? Mange har deres egne teorier: at det afhænger af, hvad man prøvede først, at det føles logisk at trække stikken bagud (nedad) for at se op - som hvis man holder en pind over hovedet - eller at det stammer fra flysimulatorer, hvor inverted ofte er standard. Men... ingen af disse forklaringer holder vand.

Nu har Dr. Jennifer Corbett og Dr. Jaap Munneke offentliggjort de endelige resultater af en rapport (via The Guardian), som de indledte for fem år siden på Visual Perception and Attention Lab ved Brunel University London. Rapporten er baseret på et hav af studier og byder på et lidt overraskende svar.

Det viser sig, at din præference skyldes "komplekse og ofte ubevidste kognitive processer i, hvordan man bruger controllere", som hænger sammen med, hvor hurtigt du kan rotere 3D-objekter i dit sind. Forskerne indrømmer, at nogle spillere naturligvis kan have tvunget sig selv til at lære den ene metode - ligesom venstrehåndede tidligere blev tvunget til at skrive med højre - men understreger, at det "langt mere sandsynligt er, at du vælger inverted eller ej alt efter, hvordan din hjerne opfatter objekter i 3D-rum".

Det ser ud til, at spillere med normal styring generelt er hurtigere til at rotere 3D-objekter mentalt, mens dem, der spiller med inverted, er en smule langsommere - men til gengæld oftere rammer det rigtige resultat. Dr. Corbett konkluderer:

"None of the reasons people gave us [for inverting controls] had anything to do with whether they actually inverted. It turns out the most predictive out of all the factors we measured was how quickly gamers could mentally rotate things and overcome the Simon effect. The faster they were, the less likely they were to invert. People who said they sometimes inverted were by far the slowest on these tasks. Though they tended to be faster, they didn't get the correct answer more than inverters who were actually slightly more accurate."

Dermed har vi svaret. Rapporten er værd at læse i sin helhed og sætter et punktum for en af gamingverdenens længstlevende diskussioner. Men frustrationen over at samle en controller op og opdage, at kameraet styrer "forkert", vil nok leve videre mange år endnu.

<bild></bild>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage