Weekendens åbne beta af det kommende Marvel Heroes led under lag og serverproblemer, der gjorde det svært for deltagerne at spille. Den slags vil udviklerne selvfølgelig ikke have siddende på sig, og derfor har de forlænget betaen, så den nu først slutter tirsdag aften dansk tid, i stedet for mandag aften.
Den åbne beta er sidste chance for at prøve Marvel Heroes, inden spillet officielt slår dørene op i næste måned. Marvel Heroes er et action-rollespil i stil med Diablo, ført an af den tidligere Diablo-udvikler David Brevik, hvor man spiller som et væld af Marvel-superhelte. Man kan blandt andet slå sine folder som Hulk, Iron Man, Hawkeye, Storm og mange andre.