Warner Bros. afviser Paramounts første købsbud

Buddet var faktisk på at købe rub og stub, ikke bare filmstudiet.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-10-14

Rygterne om et muligt opkøb af Warner Bros. har taget fart, siden virksomheden afslørede sine planer om at blive opdelt i to enheder næste år. Men selv hvis Warner Bros. ender med at blive sat til salg, ser det ikke ud til, at selskabet har tænkt sig at tage imod det første tilbud, der kommer ind ad døren.

Ifølge Bloomberg har Warner Bros. nemlig afvist Paramounts første forsøg på at købe hele selskabet - et bud på 20 dollars per aktie. Til sammenligning lukkede Warner Bros. Discovery-aktien fredag i 17,10 dollars.

Tilbuddet omfattede hele virksomheden, ikke blot én af de to kommende enheder. Det vides ikke, om Paramounts bud også inkluderede at overtage Warner Bros.' milliardstore gæld, men det er nærliggende at tro, at WBD gerne vil slippe af med den del.

Paramount ønsker tydeligvis at udvide sin indholdsproduktion med en sværvægter, og Warner Bros. forbereder sig tilsyneladende på et salg. Derfor virker det sandsynligt, at et nyt - og forhåbentlig mere attraktivt - bud snart vil blive præsenteret. Om det så falder i god jord hos Warner Bros., er en helt anden sag.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage