Den officielle PlayStation Gear-butik lukker ned i december

De forsøger sig med alle mulige konstellationer, lader det til.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-10-15

For dem, der elskede at købe fede t-shirts, accessories og samleobjekter med designs fra deres yndlingskonsoller og spil, tilbød både PlayStation Gear og Xbox Gear Shop netop det - masser af officielle produkter direkte fra kilden.

Men i august lukkede sidstnævnte ned for en større omstrukturering og relancering, og besøger man hjemmesiden i dag, mødes man af beskeden "The Xbox Gear Shop Will be Back Soon" - uden yderligere forklaring på, hvad "soon" egentlig betyder.

Nu rapporterer Push Square, at PlayStation Gear går samme vej - og måske endda længere. På PlayStation Gears hjemmeside står der nemlig nu:

"Thanks for visiting PlayStation Gear Store. This site will be closing December 31st. Our Customer Service team will still be here and happy to help regarding your order. All sales are final."

Det er uklart, om der er en forbindelse mellem de to lukninger, men lige nu kører der et udsalg for dem, der vil gøre et sidste kup på PlayStation-relaterede varer. Hvad der præcis sker, når butikken lukker, vides ikke, men det kan meget vel være sidste chance for at købe officielt merchandise direkte fra Sony.

Kommer du til at savne PlayStation Gear-butikken?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage