Tilsyneladende er det ret underholdende at træde ind i skoene (og masken) på en sindsforstyrret galning. I hvert fald hvis man spørger Ethan Hawke, der spiller The Grabber - den uhyggelige seriemorder og hovedantagonist i både The Black Phone og dens helt nye efterfølger, som netop nu går i biografen.
Hawke udtrykte for nylig, at han gerne vil udforske karakteren endnu mere, og uden at afsløre noget fra den anden film sagde han:
"I would like to go to hell with the Grabber. That's what I'd like to do. I'd like to get to know him. That would be my dream for the third one, to let it be a character piece about what made him, who he is now, and how he's haunting other people's dreams."
Historisk set har Hawke ellers været kendt for sin modvilje mod at medvirke i efterfølgere, så den udtalelse er i sig selv ret opsigtsvækkende. Der er tydeligvis noget ved The Grabber, der fascinerer ham, og måske får instruktør Scott Derrickson, som har stået bag begge film, mulighed for at gøre hans ønske til virkelighed.
Chancerne er i hvert fald gode - The Black Phone skræmte over 160 millioner dollars ind globalt, og ifølge de tidlige estimater er The Black Phone 2 også kommet stærkt fra start. Så selvom intet endnu er bekræftet, virker udsigten til en tredje film bestemt ikke usandsynlig.
Har du set The Black Phone 2, og hvad synes du om den?