I dag er der næppe nogen, der tror, at AI blot er et forbigående modefænomen. Alt tyder på, at teknologien får en stadig mere fremtrædende rolle i spilbranchen. Flere udviklere har allerede de nødvendige værktøjer på plads for at integrere AI som en naturlig del af spiludviklingen - og EA er en af dem.
Men det ser ikke ud til at gå helt som planlagt. Ifølge en rapport fra Business Insider har EA's AI-bot ReefGPT skabt flere problemer, end den har løst. Blandt andet kommer den med egne "løsninger", der kan give fuldstændig ulogiske resultater - og i nogle tilfælde endda generere forkert kode.
Samtidig er moralen blandt EA's ansatte faldende, da værktøjet testes i realtid. Fordi det ofte gør arbejdet mere besværligt og kræver manuel fejlretning, går udviklingen faktisk langsommere. Og som om det ikke var nok, fortæller flere medarbejdere, at de føler sig tvunget til at oplære deres egne AI-erstatninger - og dermed gøre sig selv overflødige.
Hvad synes du? Er du overrasket, og forstår du medarbejdernes bekymringer?