En af de ting, Xbox 360 har fået hug for på det seneste, er at Microsoft ikke giver nok opmærksomhed til små udviklere. Vil man have et spil ud på Xbox Live Arcade, kræver det, at man har en aftale med en udgiver, der også sælger Xbox 360-spil på fysiske skiver.
Da Sony tidligere på året afslørede PlayStation 4, slog de fast at de små studier og indieudviklere ville kunne selvudgive spil på PSN. Nintendo har et lignende system på deres eShop. Og det havde fået mange til at håbe, at Microsoft ville gøre noget lignende med den nye Xbox.
Men nej, det kræver stadig en aftale med en godkendt udgiver at udgive et spil på Xbox Live med den nye Xbox One. Det bekræfter Microsofts Matt Booty i et interview med Shacknews.
Til spørgsmålet om, hvorvidt udviklerne stadig skal bruge en udgiver, siger han, "as of right now, yes. We intend to continue to court developers in the ways that we have."
Booty tilføjer dog også: "I would also expect that for this new generation, that we're going to continue to explore new business models and new ways of surfacing content. But Microsoft Studios is a publisher that works with a wide range of partners, as do a lot of other people, to bring digital content to the box".