Xbox 360 kostede 3200 kroner for standardmodellen, da den udkom herhjemme, mens PlayStation 3 kostede svimlende 5500 kroner. Men så store summer skal vi ikke have op af lommerne for PlayStation 4 og Xbox One, siger Gamestop-finansbossen Rob Lloyd. Det skriver Gamespot.
Det står dog i kontrast til oplysninger fra Paul Thurrott, der traditionelt er særdeles velinformeret omkring Microsofts planer. Han siger, at Xbox One vil komme til at koste $499 ved lanceringen, hvilket er $100 mere end den dyreste Xbox 360-model i sin tid gjorde.
Måske får vi prisoplysninger på E3 næste måned - måske skal vi længere hen på sommeren inden det sker.