Assassin's Creed Shadows er angiveligt et af de dårligst sælgende spil i franchisen

Ifølge data fra Alinea Analytics.
Tekst: Marcus Persson
Publiceret 2025-11-02

Der har i løbet af året været flere rapporter om, hvordan Assassin's Creed Shadows, Ubisofts seneste, gentagne gange forsinkede og ekstremt dyre snigmorderspil, skulle have nået ud til millioner af spillere. Succes, massiv rækkevidde - og alt det der. Men nu, hvor de faktiske salgstal er blevet gjort tilgængelige, og bureauer som Alinea har analyseret tallene nærmere, tegner der sig et helt andet billede - og det er ikke kønt.

På trods af generelt positive anmeldelser, der blandt andet roser spillets visuelle præsentation, tyder meget på, at Assassin's Creed Shadows faktisk er et regulært flop. Syv måneder efter lanceringen har spillet kun solgt i alt 4,3 millioner eksemplarer - 56 % på PlayStation 5, 26 % på Xbox Series og 18 % på Steam.

Hvis tallene er korrekte, betyder det, at Assassin's Creed Shadows er en af de dårligst sælgende titler i hele franchisen - og det er endda uden at medregne de mindre spin-offs som Bloodlines, Liberation og Chronicles. Til sammenligning har Mirage solgt omkring fem millioner eksemplarer til dato, mens Valhalla har rundet hele 20 millioner.

Ser vi endnu nærmere på tallene, bliver kontrasten til Ghost of Yotei - et spil, der tematisk minder om Shadows - endnu tydeligere. Alinea skriver:

"After seven months on the market, Assassin's Creed Shadows has sold less on PS5 (2.4M) than Ghost of Yotei did (2.5M) in under three weeks, showing that this samurai showdown is just about settled."

Et kig på det japanske marked, som på papiret burde være et af de mest modtagelige for Assassin's Creed Shadows, viser desuden, at kun 1,6 % af alt salg stammer derfra - blot en tredjedel af, hvad Ghost of Yotei har solgt på samme marked.

Så betyder det, at Assassin's Creed-serien er i tilbagegang? Eller er Shadows blot blevet ramt af en uheldig kombination af faktorer, der har begrænset dens succes?

Hvad er dine tanker?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage