Flere detaljer om Need for Speed: Rivals

Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2013-05-28

I sidste uge løftede EA sløret for det næste spil i Need for Speed-serien, kaldet Rivals, der udvikles af det nyligt åbnede Ghost Games i Göteborg. Gamereactor besøgte for nyligt studiet for at høre mere om spillet, og vi giver dig de vigtigste detaljer lige her.

Spillet udvikles som sagt af Ghost Games, men de får kyndig vejledning af Criterion Games. Sidstnævnte gav Need for Speed-serien en tiltrængt benzinindsprøjtning med spillene Hot Pursuit og Most Wanted, og creative director på de to titler, Craig Sullivan, er på udlån til Ghost for at arbejde på Rivals.

Hjemme hos Criterion sidder 50-60 folk og hjælper til med udviklingen af Rivals, blandt andet på Autolog og spillets onlinefunktioner. Flere af Ghost Games' ansatte er tidligere DICE-folk, der gerne ville tilbage til Göteborg, hvor Battlefield-studiet boede før de flyttede til Stockholm.

Kernen i det nye Need for Speed er noget, udviklerne kalder AllDrive. Det er kort sagt det, de kalder spilleroplevelsen, som skal være en sømløs blanding af singleplayer og multiplayer. Man besøger ikke bare en anden spillers verden og deltager i deres løb, men kan i stedet arbejde mod sine egne singleplayer-mål hver for sig, eller bare udfordre hinanden, både synkront og asynkront.

Ideen er at man skal kunne gå fra singleplayer til multiplayer uden lobbyskærme, menuer eller andet rod. Forsøger du for eksempel at sætte ny rekord på et bestemt hop, kan dine venner slutte sig til dig uden videre dikkedarer. Eller deltage i dit spil som politibil og lave ballade.

Ghost Games lover raffineret AI, der skal opføre sig på samme måde som en spiller ville gøre. AI'en snyder ikke, og kører efter samme regler som spilleren - altså er der ikke noget med at køre over topfart, når de er bagud, men de letter heller ikke speederen, når de er foran. Til gengæld vil AI'en lave kørefejl, så den for eksempel kan komme skævt ind i et sving eller lignende.

Ghost Games har hyret hele Simbins gamle fysikhold til at udvikle kørefysikken i Rivals. Simbin er mest kendte hardcore racing-simulatorer på PC, hvilket ikke ligefrem er den stil, Rivals går efter. Men hjertet i spillets kørefysik er ifølge udviklerne en model, der snildt kunne bruges til en seriøs simulator. Oven på den ligger så et lag drifting-mekanikker med videre, så man stadig får den lettilgængelige styring, som har kendetegnet Criterions spil i Need for Speed-serien, såvel som deres Burnout-titler.

Rivals bliver et open world-spil, og senior produceren, der har ansvaret for netop denne del af spillet, er Jamie Keen, der senest har arbejdet på Far Cry 3. Selvom det er to vidt forskellige genrer, er mange af de grundlæggende koncepter bag en succesfuld åben verden de samme, fortæller han.

Vi ser frem til at kunne fortælle mere om Need for Speed: Rivals, så snart vi for alvor har haft hænderne på rattet.

<bild></bild>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage