Animal Crossing-serien har altid været populær, men det var med Animal Crossing: New Horizons, at succesen for alvor eksploderede. Ifølge Nintendos seneste finansielle rapport, der blev udgivet i denne uge, har spillet nu solgt svimlende 49 millioner eksemplarer - hvilket betyder, at mere end hver tredje Switch-ejer har købt det.
Det har naturligvis gjort, at Animal Crossing: New Leaf til Nintendo 3DS er blevet en smule overskygget, men selv det må betegnes som en kæmpe succes med over 13 millioner solgte eksemplarer. Og Nintendo har ikke glemt klassikeren - det beviser de nu ved at tilføje spillets soundtrack til deres Nintendo Music-app. I alt er der 188 sange fordelt på 4 timer og 53 minutters musik.
Nintendo Music-appen blev lanceret i oktober til både Android og iOS og er helt dedikeret til Nintendos ikoniske spilmusik. Her finder du klassiske og moderne soundtracks fra serier som Super Mario, The Legend of Zelda, Pokémon og Metroid - samt elskede temaer som den legendariske menumusik fra Wii. Alt dette er inkluderet i abonnementet på Nintendo Switch Online.