I over ti år har der været en sand epidemi af AAA-spil, der udgives i en ufærdig tilstand, hvor det forventes at man betaler fuld pris og derefter fungerer som ubetalte beta-testere. Det er en uheldig praksis, men den ser desværre ud til at virke, for der er ingen tegn på, at branchen har tænkt sig at ændre kurs.
Men Square Enix har deres egen idé omkring, hvordan spil kan debugges i fremtiden. På side fem af deres forretningsplan "Square Enix Reboots and Awakens" (via VGC) kan man læse, at målet er at lade næsten al beta-testning blive udført af AI i den nærmeste fremtid:
"Automate 70% of QA and debugging tasks in game development by the end of 2027. Through the use of automation technology, aim to improve the efficiency of QA operations and establish a competitive advantage in game development."
Dette arbejde skal udføres af forskere fra Matsuo-Iwasawa Laboratory i Tokyo samt ingeniører fra Square Enix selv.
De fleste ønsker sig mere teknisk finpolerede spil, men i forhold til løftet om at AI ikke vil tage jobs væk fra mennesker, så er det svært at se det her som noget andet.
Hvad synes du om det?