Fallout 4 Anniversary Edition er nu landet, og præcis som mange havde frygtet synes det lige nu at være lidt af et gedemarked.
Det viser sig at Bethesda tager €59,99 for hele samlingen bestående af grundspillet, DLC'er og den såkaldte Creation Bundle. Det koster €39,99 for DLC'er og Creation Bundle og €19,99 for Creation Bundle alene - sidstnævnte er 150 mods der er godkendt af Bethesda, men som i brede træk stadig kan hentes gratis via platforme som Nexus Mods.
Selve distributionen er ikke gået helt efter planen, og eksempelvis er der allerede en "Mega Thread" på Reddit dedikeret til at kortlægge og katalogisere alle de eksisterende mods som denne nye opdatering totalt ødelægger, og som hver især kræver manuel opdatering.
Ikke nok med det, den Creation Bundle der for mange er den centrale opgradering er "coming soon", altså er den ikke tilgængelig her et døgn efter spillet reelt set er udkommet.
Gamereactor har her til morgen prøvet at få adgang, men spillet crasher ganske konsekvent, og det lader til at mange, mange har samme oplevelse. Via Steam får Creation Bundle "Mostly Negative" brugeranmeldelser, hvor en blandt andet skriver:
"Classic Bethesda! Update your game (breaking both the basegame and the passion-driven mods created for free) to include new paid content, launch it, and then have it not work or apply to anybody when bought - making YOUR purchase of this bundle essentially void! Now please enjoy your nylon bag, asbestos power armor helmet, and their magnum opus - Fallout 76!"