Denne uge formåede Valve at charme hele gaming-verdenen ved at annoncere Steam Machines - en kompakt, men yderst kraftfule PC/konsol-hybrid, der efter planen lanceres i begyndelsen af 2026. Selvom rygterne begyndte at svirre et par dage tidligere, kom annonceringen som lyn fra en klar himmel og var en stor overraskelse.
Men det lader til, at de ikke er færdige endnu. Mike Straw, seniorredaktør hos det yderst troværdige medie Insider Gaming, har nu skrevet, at Valve har endnu mere på vej. Og ikke nok med det - det lader til, at vi ikke skal vente længe på at finde ud af, hvad det er.
<social>https://x.com/MikeStrawMedia/status/1988802493221142968</social>
Spekulationerne peger naturligvis mod Half-Life 3, som i det seneste års tid har været centrum for adskillige rygter, og som uden tvivl ville være et trækplaster for Steam Machines. Da vi før er blevet snydt af sådanne rygter utallige gange, anbefaler vi dog, at du holder forventningerne i ave. Men det skulle angiveligt være en "big announcement," så helt ubetydeligt bliver det i hvert fald ikke.
Med The Game Awards lige over en måned væk er det bestemt tænkeligt, at Valve dukker op dér for at løfte sløret for noget - men det er selvfølgelig kun spekulation fra vores side.