Denne uges annoncering af Steam Machine var uden tvivl en af de mest positive overraskelser i lang tid. Men der hænger stadig flere spørgsmål i luften omkring hardwaren - særligt dens ydeevne. Mange spillere spekulerer på, om de afslørede specifikationer er nok, men Valve har nu præciseret, at der ikke er grund til bekymring. Ifølge dem er maskinen langt mere kapabel, end skeptikerne går og tror.
I et nyligt interview fortæller Yazan Aldehayyat, en af de mange ingeniører hos Valve, der har arbejdet på hardwaren, at virksomheden byggede Steam Machine på baggrund af en analyse af de komponenter, der dominerer blandt Steam-brugere. Det førte til valget af en konfiguration med 6-core processorer og en RDNA 3 GPU med 28 CU'er - hvilket ifølge Valve svarer til eller overgår 70% af de systemer, folk har stående derhjemme.
"We looked at the Steam Hardware Survey. That gives us a good benchmark of people's home devices in terms of performance. The Steam Machine is equal or better than 70% of what people have"
Aldehayyat understreger, at målet aldrig var at skabe en kraftfuld monster-pc, men derimod at tilbyde en overkommelig, smidig og - vigtigst af alt - enkel platform, som så mange som muligt kunne få glæde af. De ønskede, at størstedelen af spillene på Steam skulle køre uden problemer, hvilket unægtelig lyder som en ganske fornuftig tilgang, ikke?
Er du spændt på Steam Machine?
<social>https://www.youtube.com/watch?v=VkW3wTHT-p8</social>