Lies of P-udgiveren arbejder på hele fem nye store spil inklusiv en efterfølger

De har tænkt sig at udnytte den her fænomenale start.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2025-11-19

Neowiz, udgiveren af Lies of P, sænker ikke tempoet, når det kommer til at skabe spil med sine egne studier. Vi ved, at en efterfølger til Lies of P er under udvikling hos Round 8 Studio, men der er også mange andre spil at glæde sig til fra udgiveren.

Ifølge den seneste investorpræsentation fra Neowiz er syv spil under udvikling lige nu. To af dem er mobilspil, mens de øvrige projekter er sat til udgivelse på PC og konsoller. Én af dem er den førnævnte efterfølger til Lies of P, men der er fire andre titler at se nærmere på.

Én af dem er endnu et soulslike-spil under udvikling hos Kay Lee hos Neowiz. Seungho Jin leder et narrativt RPG hos studiet, og et nyt livssimulationsspil samt et survival-action-projekt udgør de sidste to titler, der er under udvikling lige nu.

Vi har ikke nogen konkrete udgivelsesdatoer eller tidsvinduer på nogen af disse projekter endnu, men hvis Neowiz ønsker at slå til, mens interessen stadig er høj, kunne det være fedt at se et par opdateringer fra deres største projekter inden alt for længe.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage