Meget gik galt i 2022's Black Adam med Dwayne Johnson som den titulære antihelt, og filmen endte som en af de sidste DC-produktioner, før beslutningen om at genstarte hele universet blev truffet.
Men helt skidt var det ikke, for et af de klare lyspunkter var Pierce Brosnan i rollen som Doctor Fate. De fleste synes at være enige om, at han leverede en stærk præstation, og Brosnan virker selv så glad for karakteren, at han gerne vil vende tilbage.
I et interview med GQ fortæller Brosnan, at han har hørt rygter om, at Doctor Fate kunne optræde i Superman-efterfølgeren Man of Tomorrow - og at han bestemt er interesseret:
"I've heard that Doctor Fate was going to have his own show, or his own movie. I've heard that he's going to be in the next Superman."
Da han blev spurgt, om han kunne tænke sig at spille rollen igen, gav han et meget klart svar:
"I enjoyed that, the philosophy of that character, very much, and I would definitely be open to it."
Om Doctor Fate faktisk dukker op i Man of Tomorrow er stadig uvist, men vi krydser fingre for, at DC-cheferne James Gunn og Peter Safran får øjnene op for Brosnans entusiasme og giver ham endnu en chance i det kommende DC Universe. Og vi er næppe de eneste, der håber på det.