Det tog sin tid, men dagen er endelig oprindet hvor Xenonauts er udkommet på Steams Early Access-sektion.
Spillet er en åndelig efterfølger til de klassiske X-Com-spil fra 90'erne (UFO: Enemy Unknown og X-Com: Terror From the Deep), men byder på forbedret grafik og mere strømlinet grænseflade. Desuden holder Xenonauts fast i mange af de mekanikker fra originalen, der blev skåret fra i sidste års (i øvrigt forrygende) Xcom: Enemy Unknown. Altså er der lagt op til benhård rumvæsen-jagt med et par indslag fra den gamle skole.
Spillet koster €16,99 (cirka 125 kroner) og kan købes fra Steam. Da spillet som sagt er en del af Steams Early Access-program, er spillet endnu ikke helt færdigudviklet, men udviklerne lover at udsende en række gratis opdateringer, der høvler de sidste knaster væk.