Patrice Désilets, der forlod Ubisoft for anden gang sidste måned, sagsøger udgiveren for en sum på $400.000 og rettighederne til 1666.
Spillet, som var under udvikling hos THQ's Montreal-afdeling inden de gik konkurs, blev opkøbt af Ubisoft sidste år. I dokumenter fra sagen, som gameinformer.com har fået fat i, fremgår det at Désilets kræver erstatning på omkring $400.000 (herunder $100.000 for at sprede fejlagtige oplysninger om hans afgang - Ubisoft siger han sagde op, mens Désilets selv siger han blev fyret).
Spillet, der i dokumenterne bliver omtalt som 1666: Amsterdam, er også involveret i twisten. Désilets ønsker at udnytte "turnaround right"-klausulen i hans kontrakt, der overdrager rettighederne til spillet til ham, hvis det bliver nedlagt.
Klausulen var en del af Désilets' kontrakt med THQ, og Ubisoft vil formodentlig argumentere for at den ikke længere er relevant, grundet omstændighederne og det faktum at spillet er sat "on hold" i stedet for direkte nedlagt.
Papirerne nævner også det fortsat skrantende forhold mellem Désilets og Ubisoft. Angiveligt har studiet sagt, at THQ gav ham for meget kreativ frihed, og at en af Ubisofts advokater skulle have sagt til Désilets at Ubisoft kunne udvikle og udgive spillet med eller uden ham.