Det er tre år siden, Sony bekræftede, at en tv-serie baseret på God of War var på vej. To år gik uden nævneværdige nyheder, i hvert fald ikke positive, så det kom ikke som en stor overraskelse, da Ronald D. Moore overtog som ny showrunner sidste år. Det virker til, at han har haft travlt siden.
Deadline afslører, at Frederick E.O. Toye (Shōgun, The Boys og Fallout) vil instruere de to første episoder af God of War-serien. De bekræfter også, at forproduktionen er startet i Vancouver, og at den rygtede casting er gået i gang.
Lad os håbe, det betyder, at vi får en masse spændende nyt om projektet i de kommende måneder, hvilket gør det oplagt at begynde at spekulere og drømme. Hvem tror - og håber - du bliver Kratos og Atreus i God of War-serien?