Sidste gang Naughty Dog udgav en ny spilserie var for lidt over 12 år siden, da de lancerede The Last of Us i 2013. Men lige nu arbejder de hårdt på Intergalactic: The Heretic Prophet, som blev annonceret på The Game Awards 2024.
Mens studiets tidligere spil straks blev meget ventet af fans, så fik Intergalactic: The Heretic Prophet en mindre entusiastisk modtagelse, og traileren blev oversvømmet med dislikes på YouTube. Vi har ikke hørt mere siden da, men nu rapporterer Bloomberg-journalisten Jason Schreier, at tingene begynder at spidse til hos Naughty Dog.
Ifølge journalisten er de i øjeblikket ved at færdiggøre en intern demo, som skal vises for Sony Interactive Entertainment. Men tilsyneladende er de bagud i produktionen, og som følge heraf er der blevet indført obligatorisk overarbejde på mindst otte ekstra timer om ugen i de seneste syv uger. Det er tydeligvis ikke faldet i god jord hos de ansatte, der hellere ville bruge tid med deres familier forbindelse med Thanksgiving og jul, og det har ført til, at "some staff wondering: If they're crunching now, what will next year be like".
Naughty Dog har tidligere modtaget kritik for sin hårde crunch-kultur, hvor medarbejdere klager over, at de ikke har kunnet gå hjem fra arbejde ved dagens afslutning, samt dårligt helbred og anstrengte relationer. Ifølge Schreier forventes Intergalactic: The Heretic Prophet at udgives i 2027 og det er endnu uvist, om crunch igen bliver indført for at overholde deadlines.
<social>https://bsky.app/profile/jasonschreier.bsky.social/post/3mabvjd7qvs2v</social>