Netflix' The Witcher afsluttes i år med en femte og sidste sæson

Nu er det ved at være tid...
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-01-09

Netflix' The Witcher har ikke været den rungende succes, som fans af CD Projekt Reds RPG-serie havde håbet på, men i en for Netflix næsten usædvanlig beslutning har serien alligevel fået lov til at køre helt til ende. I oktober fik seriens fjerde sæson premiere til en noget lunken modtagelse, og efter Henry Cavills exit stod det klart, at der kun var planlagt to sæsoner med Liam Hemsworth som White Wolf. Det betyder, at kun sæson 5 mangler - og den lander faktisk på Netflix i år.

Det er blevet bekræftet i en "What's Coming"-artikel på Netflix Tudum, hvor streamingtjenesten slår fast, at serien vender tilbage i 2026 og samtidig løfter sløret for den officielle synopsis for den kommende sæson.

"The time of the end is nigh: dark forces are aligning all across the Continent with villainous designs on Ciri. Even if Geralt and Yennefer can save their daughter and fulfill their last wish of reuniting as a family, they'll have to face obstacles — and enemies — the likes of which they've never faced before."

Der er ikke flere oplysninger i øjeblikket, men et kvalificeret gæt er en premiere mod slutningen af 2026, hvilket nogenlunde vil matche udgivelsen af sæson 4 i slutningen af oktober.

Glæder du dig til, at The Witcher vender tilbage, eller er det på tide, at serien rundes af?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage