Kathleen Kennedy giver en sidste opdatering på kommende Star Wars-projekter

Fra James Mangold til Taika Waititi...
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-01-19

Som vi hørte i for nylig, vil Kathleen Kennedy meget snart ikke længere være chef for Lucasfilm. Uanset om man elskede eller hadede hendes Star Wars-film, tv-serier og øvrige projekter, vil Kennedys afgang formentlig markere afslutningen på en æra i en galakse langt, langt væk. Men bare fordi hun forlader posten, betyder det ikke, at alle de filmprojekter, der har været under udvikling bag kulisserne, også bliver lagt på is.

I et interview med Deadline gav Kennedy en status på de Star Wars-projekter, hun har været med til at søsætte. James Mangolds film, der fortæller om Jediernes oprindelse og foregår 25.000 år før handlingen i Star Wars-universet, er i øjeblikket sat på pause. Kennedy kalder dog manuskriptet "incredible", men understreger samtidig, at det nu bliver op til andre at beslutte, om filmen skal realiseres.

Donald Glover har et færdigt manuskript klar til en selvstændig Lando-film, Simon Kinberg arbejder aktivt på sin trilogi, og det lader til, at Lucasfilms nye ledelse med Dave Filoni og Lynwen Brennan i spidsen er meget begejstrede for mulighederne. Taika Waititi har også afleveret et manuskript, som Kennedy beskriver som "hilarious", og den næsten glemte The Hunt for Ben Solo-film lurer angiveligt stadig et sted i Lucasfilms bagkatalog.

Kennedy bekræfter desuden, at hun tidligere har talt med flere store instruktører om potentielle Star Wars-projekter, herunder David Fincher, Alex Garland og Vince Gilligan. Om nogen af dem får lyst til at bide på universet nu, hvor det er under ny ledelse, må tiden vise.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage