Initiativet Stop Killing Games - en bevægelse, der bygger på idéen om, at hvis du betaler for et spil, så bør det ikke kunne tages fra dig, blot fordi serverne lukkes - har nu fået 1,3 millioner af sine 1,4 millioner underskrifter verificeret af EU. Dermed kvalificerer initiativet sig til formel behandling hos Europa-Kommissionen.
Stop Killing Games skulle blot bruge 1 million underskrifter for at nå i mål, men opbakningen viser tydeligt, at mange spillere ønskede at sende et stærkt signal. I et opslag fra kampagnefrivillig Moritz Katzner forklares det, at planen i første omgang var at holde det endelige antal verificerede underskrifter tilbage. Snart vil der dog komme mere information om de næste skridt via en ny video, en redesignet hjemmeside og en omstruktureret Discord.
I mellemtiden opfordrer Katzner til, at vi alle husker, at folkene bag Stop Killing Games er netop det - mennesker. Alle involverede har ansvar, jobs og familier, og de har brugt deres egen tid på at støtte initiativet.
Målet er fortsat at sikre, at spillere kan blive ved med at have glæde af deres spil, uanset om udvikleren ønsker at understøtte dem eller ej. Det betyder ikke, at servere skal holdes kørende for evigt, men at der bør være en plan, så fans i det mindste selv kan overtage understøttelsen, hvis et spil ellers står til at blive lukket ned.