Capcom er skuffede over at Monster Hunter: Wilds "kun" har solgt 11 millioner eksemplarer

De 10 af dem er dog kommet i løbet af den første måned på hylderne.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2026-01-29

Det stod klart, at Monster Hunter: Wilds ikke levede op til forventningerne, efter Capcoms Q1-rapport sidste sommer, hvor den Osaka-baserede virksomhed officielt anerkendte den markante opbremsning efter en imponerende første måned og indrømmede, at salget havde "fallen short of our expectations". Nu tyder det på, at spillet er fortsat i samme tempo, hvilket fremgår af dagens samlede finansielle resultater frem til 31. december 2025.

I alt har Capcom solgt 11 millioner eksemplarer af titlen, hvilket umiddelbart lyder imponerende, men som blegner, når man ser på, at 10 af de 11 millioner blev solgt allerede i marts (med omkring 300.000 eksemplarer i de seneste tre måneder). Årsagerne? Spillet er blevet kraftigt kritiseret for gameplay-justeringer, der har rodet med seriens kerne-systemer, mens PC-versionen fortsat døjer med tekniske performance-problemer - nogle af dem endda temmelig pinlige.

Problemerne forhindrede dog ikke spillet i at toppe Steam-hitlisterne, og salget i den første måned havde stadig en enorm betydning for udviklerens og udgiverens seneste regnskabsår. Hvad så nu? Ud over akutte rettelser til pc-versionen forventer fans - som altid med serien - en stor ny udvidelse senere i år eller i begyndelsen af 2027, mens rygter og læk om en mulig Monster Hunter: Wilds-udgave til Nintendo Switch 2 meget vel kan komme til at løfte resultaterne for virksomhedens regnskabsår 2027, som starter 1. april.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage