Når en virksomhed med en værdi som Warner Bros. er i spil, og beløb som 83 milliarder dollars bliver nævnt som "småting", forventer ingen, at en så omfattende opkøbsproces afsluttes hurtigt. Alligevel synes hver uge at bringe en ny udvikling, og denne uge ser ud til at være dén, hvor afgørende beslutninger træffes; Warner Bros. Discovery (WBD) har nemlig modtaget endnu et bud fra Paramount Skydance, som bestyrelsen nu aktivt meddeler sine aktionærer, at de vil gennemgå og tage med i overvejelserne.
Ifølge Variety sker dette samtidig med, at Warner Bros. Discovery ellers har været meget tydelige omkring at ville gå videre med Netflix' foreslåede og allerede accepterede aftale, fremfor at se på hvad Paramount Skydance bringer til bordet - selvom sidstnævntes bud rent økonomisk er meget større og lyder på omkring 108 milliarder dollars. Årsagen lader til at være, at Paramount Skydances bud ofte er bundet op på en række lån for at kunne samle så astronomisk et beløb, mens Netflix' aftale anses for mere sikker grundet streamingtjenestens enorme formue og værdi.
Det er uklart, præcis hvad Paramount Skydance tilbyder som en del af dette seneste udspil, og hvordan de har forbedret deres tidligere bud, som Warner Bros. Discovery hurtigt afviste. Bestyrelsen melder dog stadig ud, at de vil undersøge buddet, samtidig med at de fortsat anbefaler Netflix' alternativ, alt imens de forbereder sig på den endelige afstemning den 20. marts, hvor den sande fremtid for WBD vil blive afgjort.
Hvis dette seneste bud fra Paramount Skydance accepteres frem for Netflix' tilbud, vil Netflix derefter have fire dage til at forbedre deres eget bud eller alternativt beslutte at trække sig helt fra handlen. Sker det sidste, vil de blive betalt et par milliarder dollars af WBD som kompensation for at gå tilbage på en tidligere indgået aftale.
Vi må vente og se, hvordan tingene ændrer sig i de kommende dage og uger, men som det ser ud nu, står Netflix stadig til at blive køberen af Warner Bros. og streamingplatformen HBO Max.