Når man læser om initiativer som Stop Killing Games, kan man undre sig over, hvem der stadig bruger tid på spil, som for længst har passeret deres storhedstid - eller som ligefrem er lukket ned. Svaret er passionerede fans. Folk, der holder et spil kørende udelukkende i kraft af kærlighed og vedholdenhed, præcis som det fællesskab, der stadig holder Star Wars Galaxies i live mere end 15 år efter, det officielt lukkede.
Som PCGamer bemærker, har Star Wars Galaxies netop modtaget en stor opdatering, der bringer en hel borgerkrig til MMO-spillet. Shatterpoint-opdateringen introducerer en ny, cyklisk begivenhed, hvor Imperiet og Oprørsalliancen kæmper om kontrollen over galaksen. De skal dyste om herredømmet over syv planeter, og kontrollen vindes, når en af siderne opnår en million kontrolpoint.
<social>https://www.youtube.com/watch?v=WjhACpVTIpg</social>
Du behøver ikke nødvendigvis at kæmpe på frontlinjen, hvis din karakter er bygget til noget andet; spillere kan i stedet kaste sig over spionage eller agere lejesoldater for at hjælpe den side, der er i undertal. Shatterpoint-indholdet er designet til at gentage sig, præcis som det andet nye tiltag, Flashpoint.
Flashpoint involverer tilfældige PvP-kampe (Player vs. Player), der opstår organisk i spilverdenen som en del af konflikten mellem Imperiet og Oprørerne. Samlet set giver det en mængde indhold, som ethvert moderne spil ville være stolt af at udgive i dag. Star Wars Galaxies-fans er tilsyneladende bare skåret af et helt særligt stykke.